Change language

7STEPS

  • Danser Kloe Dean
    Credit the person or company who owns the rights to the file or has produced it. E.g. the photographer.
Større anerkendelse af urban dance som kunstnerisk udtryk, øget professionalisering og mobilitet for dansere og koreografer.

Med projektet 7STEPS er Dansekapellet gået sammen med seks andre institutioner i seks EU-lande for at styrke urban dance lokalt og i hele Europa.

Danserne skal møde nye dansere, rejse ud, besøge nye institutioner og optræde for et andet publikum. Ved at samarbejde på tværs af lande og trække på hinandens erfaringer,  løftes den enkelte institution, den enkelte by og det enkelte land inden for urban dance.

Samarbejdet om 7STEPS blev indgået i 2013, og skal løbe frem til foråret 2015. I de deltagende byer vil der blive etableret residencies, arrangeret masterclasses og holdt audition til en stor produktion med dansere fra alle deltagerlandene, samt arrangeret netværksmøder.

Residency-program og masterclasses

For det danske urban dance miljø vil 7STEPS i første omgang betyde følgende: Dansekapellet havde i februar 2014 et residency, hvor to dansere og koreografer kom og arbejdede. Det drejer sig om Romain Rios fra Frankrig og Kloe Dean fra England. Kloe Dean er hip hop danser og koreograf i sit eget kompagni Myself UK Dance Company.

Kloe Dean gav to masterclasses i Dansekapellet den 13. og 14. februar.

Nyt samarbejde mellem koreograf Romain Rios og Uppercut Danseteater

Den anden deltager i residency-programmet i Dansekapellet var koreograf Romain Rios. Siden 2008 har den franske koreograf stået i spidsen for MAM Milk and Mjölk, der er baseret i Frankrig og Sverige. Senest har han koreograferet forestillingerne THE EMPERORS og RISE, der arbejder i krydsfeltet mellem moderne dans og urban dance.

En uge i februar arbejdede han sammen med Dansekapellets husensemble, Uppercut Danseteater. Sammen med danserne skabte den unge koreograf værket CRAAKX, som blev vist på den afsluttende event.

Uppercut Danseteater viste efterfølgende CRAAKX på den engelske hiphopfestival b.supreme i Soutbank Centre, London, i july 2014. Her deltog adskillige 7STEPS crews fra Europa, som alle viste stykkerne de havde arbejdet på i forløbet. Festivalen bød også på en hiphop og break battle, som Uppercut dansere Mark Mouritzen og Mikael Santana, vandt.

Unik chance for unge dansere

Filosofien bag 7STEPS er, at for at skabe talentudvikling og professionalisering, skal udvekslingen finde sted både på scenen og i dansesalene. Dygtige koreografer og dansere fra hele Europa skal arbejde sammen på tværs af landegrænser. Den mulighed fik 1-2 dansere fra hvert deltagerland, da 7STEPS påbegyndte arbejdet på en en stor, turnerende forestilling.

I spidsen for forestillingen står den franske stjernekoreograf Mourad Merzouki og assisterende koreograf Kader Belmoktar. Den prisbelønnede koreograf Mourad Merzouki er leder af Centre Chorégraphique National de Créteil et du Val-de-Marne og Compagnie Käfig, hvis forestillinger gennem 16 år har spillet for mere end 1 mio. mennesker i mere end 60 lande.

Frost og Groove blev valgt ved audition til at repræsentere Dansekapellet (Danmark). 

Om 7STEPS

7STEPS er et treårigt projekt støttet af Den Europæiske Unions Kulturprogram, som har til formål at:

  • Skabe øget anerkendelse af urban dance
  • Skabe øget professionalisering af dansere inden for urban dance
  • Styrke danseres mobilitet
  • Promovere lokale kompagnier
  • Skabe netværk og udveksling inden for urban dance

Facebook.com/7stepseurope

De syv deltagende institutioner i 7STEPS er:

  • Lezart Urbains (Belgien)
  • Spin Off (Holland)
  • B.Surpreme – Independence (England)
  • CCN de Créteil et de Val-de-Marne – Compagnie Käfig (Frankrig)
  • Banlieues d’Europe (Frankrig)
  • Dansekapellet (Danmark)
  • URB 13 & Kiasma (Finland) 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.