Change language

FRA TAHRIR-PLADSEN TIL BISPEBJERG TORV

26.05.2015
I juni får Dansekapellet besøg af egyptiske danser, koreograf og forfatter Nora Amin.

Når en af skoleklasserne fra Holbergskolen træder ind i klasselokale i slutningen af maj, er det ikke bare deres klasselærer, der kommer til at møde dem. Det er heller ikke en vikar, men Nora Amin, en af de største kapaciteter i egyptisk scenekunst.
I mere end 20 år har Nora Amin arbejdet med scenekunst som drivkraft som udvikling. Hun har lavet teater under militærdiktaturet i Egypten, hun har demonstreret på Tahrir-pladsen og hun er en af grundlæggerne af Kairo Operahus` moderne dansekompagni. Ved siden af det har hun sit eget teater og instruerer for bl.a. nationalteatre i Tyskland & USA.
Dansekapellet har inviteret Nora Amin til at lave et intensivt undervisningsforløb med en af Bispebjergs skoleklasser.

Fortællinger med afsæt i børnenes historier
I en hel uge skal skolebørnene arbejde sammen med Nora Amin og hendes samarbejdspartner Ossama Helmy, der er scene- og papirkunstner. Ugens workshop har overskriften 'Identitet' og skal munde ud i forestillinger, børnene skal vise for søskende, forældre og skolekammerater.

"Børn er fremtidens frø, og det er en investering i fremtiden at udfordre det, der holder dem tilbage fra at indfri deres fysiske, intellektuelle, psykiske og kreative evner. Teater og dans som udtryks- og undervisningsform er de mest velegnede steder at foretage denne investering," siger Nora Amin.

I ugens løb skal børnene lære at danse, lave deres egne forestillinger og selv lave lys, scenografi og kostumer, så det bliver som rigtige teaterforestillinger.

En pædagogisk kapacitet
Ud over at være en anerkendt scenekunstner, er Nora Amin respekteret for sine evner som pædagog og danseformidler. Under sit besøg i København vil danseformidlere fra Dansekapellet blive knyttet på hendes undervisning, og Nora Amin vil give workshops for de lokale danseformidlere. Så kommet besøget på længere sigt til at komme endnu flere børn til gode.

Undervisningsforløbet med Nora Amin og Ossama Helmy er blevet muligt takket være tilskud fra CKU's Kunstpulje og Nordea Fonden.