Change language

OCEAN OF OUR MOTION: POETISK DEBUTFORESTILLING AF TALENTFULD, UNG KOREOGRAF 10.-13. JANUAR

09.01.2019
Koreograf Jens Schyth Brøndum og DeLeónCompany debuterer med OCEAN OF OUR MOTION, og åbner Dansekapellets scene i 2019 den 10.-13. januar.

OCEAN OF OUR MOTION er en poetisk rejse fyldt med lys, lyd og kropslighed. ”Forestillingen er en sanselig oplevelse og poetisk rejse, der udforsker individets fortabelse i en gruppe af mennesker,” siger Jens Schyth Brøndum.

Med bølgende bevægelser opsluges individet i et brølende menneskehav af kroppe, og danseforestillingen sætter spot på at leve livet i relation til andre.

Jens Schyth Brøndum, up-and-coming koreograf og danser, sætter nu sin første, store forestilling på dansekortet.

Dans er for alle
OCEAN OF OUR MOTION er for alle, der vil se en moderne danseforestilling, som pirrer nysgerrigheden og rammer midt i hjertekuglen.

”Dans er for alle. Du skal være åben, være nysgerrig, måske nogle gange også lidt kritisk – fordi, hvad er moderne dans egentlig? Det er en bred genre. Men jeg synes, at dans kan røre alle.

Jeg vil give publikum frihed til bare at opleve – at alle kan få den samme fornemmelse af at være del af et fællesskab om kunst. Kunst betyder, at vi som mennesker kommer frem i verden og i livet. Det er nok det vigtigste, der er,” siger Jens Schyth Brøndum.

OCEAN OF OUR MOTION er en danseforestilling med mennesker, for mennesker, af mennesker.

Jens Schyth Brøndum og DeLeónCompany
Koreograf og danser, Jens Schyth Brøndum har bl.a. vundet KOREOGRAFIKONKURRENCEN i Dansekapellet, hvor han også har deltaget i TAKE THE STAGE i flere år. Han danser for Uppercut Danseteater på forestillingerne TRO og VILDHEKS på Østre Gasværk Teater og fast kompagnidanser hos Sita Ostheimer Company i Berlin.

Det moderne dansekompagni, DeLeónCompagny, har skabt en ny platform, hvor de åbner op for kompagniets egen træning med workshops og åbne morgenklasser i Dansekapellet. Det skaber samarbejder, kunstnerisk flow og samhørighed med kompagniet. Platformen er også med til at finansiere kompaniets forestillinger sammen med sponsorater.

KOREOGRAF Jens Schyth Brøndum i samarbejde med danserne
DANSERE Stina Strange  Thue Tobiasen, Frederik Levin Jensen, Nikoline Due
KOMPONIST Donald Beteille

DATO Torsdag 10. januar til søndag 13. januar
TID tor-fre kl. 19.30, lør-søn kl. 16
VARIGHED Ca. 45 min.
BILLET Fra kr. 40/kr. 145
ALDER Fra 14 år og op

Læs mere og køb billet til OCEAN OF OUR MOTION

Se trailer til OCEAN OF OUR MOTION

Forestillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Skuespillerforbund, Knud Højgaards Fond og Le Fix.