Change language

SPARKLING SOUND FESTIVAL LØRDAG 24. NOVEMBER

16.11.2018
  • SPARKLING SOUND FESTIVAL
    Marinos Koutsomichalis / Foto: Andreas Simopoulos 2016
Sparkling Sound Festival klar med årets program!

For sjette år i træk byder den eksperimenterede festival Sparkling Sound Festival på et sprødt, sprudlende program - et visionært møde med elektronisk musik, dans, koreografi, overtonesang, lysdesign, japansk bambus-fløjte og personlig poesi. Bag festivalen står Alteration, der præsenterer festivalen i et samarbejde med Dansehallerne og Dansekapellet.

Festivalen kan opleves 24. november 2018 kl. 19.30-24 i Dansekapellet.

Sparkling Sound Festival er en festival, der ikke er til at komme udenom. Den favner lidt af det hele. Med nationale og internationale kunstnere og et program spækket med forskellige skarpe kunstneriske udtryk, kan man roligt sætte hele aftenen af til denne særlige oplevelse.
 
Festivalens helt store overraskelse er, at det er lykkedes at få den brasilianske instruktør, manuskriptforfatter og enfant terrible, Gerald Thomas, til at optræde sammen med den garvede danser og koreograf Lisa Giobbi. Gerald Thomas har tidligere opført sine værker i Kanonhallen, arbejdet sammen med Dr. Dante og huseret på store operascener i hele verden. I 90’erne var Gerald Thomas en af de toneangivende figurer indenfor det såkaldte in-your-face theatre. Med på bølgen herhjemme dengang var Nikolaj Cederholm, som Gerald Thomas i øvrigt holder artist talk med allerede 23. nov. 2018 på Den Danske Scenekunstskole.
 
På det intense program brillerer synth-veteranen Jesper Ranum med ny musik bestilt af festivalen. Ranum optræder ellers yderst sjældent med sin yderst gennemarbejdet dansante og generative musik.
 
Lysdesigneren Arthur van der Zaag præsenterer et nyt samarbejde med den unikke duo Simple Sounds, der består af Anders Nordin, som spiller kyotaku (japansk bambusfløjte) og Skye Løfvander, som synger overtonesang ved tre korte meditative koncerter i unikt lys skabt særligt til et unikt baderums akustik.
 
Alyssa Rogers er en poet fra New York, der fremfører sine egne tætte og personlige digte i Dansekapellets gange. Rogers' samarbejder i øvrigt ofte med Gerald Thomas.
 
De to fremragende lydkunstnere Marinos Koutsomichalis og Jakob Riis har rejst rundt i Norden og er inviteret til at præsentere helt nye lydkunst-værker med elementer af field-recording, rejse-indtryk og fiskeri fra projektet Stories of Flights, Ferries and Fish.
 
Gå ikke glip af et program med udelukkende scoops!

Læs mere om SPARKLING SOUND FESTIVAL 2018

PROGRAM
GERALD THOMAS & LISA GIOBBI (BR/US)
S.O.L.O. (DK) – reading, dance and inter-acting

SIMPLE SOUNDS / Skye Løfvander og Anders Nordin
Overtonesang-duo i baderum & lysdesign af ARTHUR van der ZAAG (DK/NL)

JESPER RANUM
DK's mester ur-opfører nye værker for synthesizer

NUSTORIES / Marinos Koutsomichalis og Jakob Riis
Nye værker fra projektet Stories of Flights, Ferries and Fish

DATO Lørdag 24. november
TID Kl. 19.30-24
VARIGHED Ca. 4½ time
BILLET Kr. 125
ALDER Fra 15 år og op