Change language

 

Corona-info

Byen er åben, men vi skal passe på hinanden. Se de nyeste regler her!

 

Læs mere på kk.dk/kultur-og-fritid-coronainfo

 

STOR COMMUNITY DANCE FORESTILLING PUSTER NY ENERGI I KENDTE OG ELSKEDE VUGGEVISER

11.05.2016
Det Kongelige Teater, Uppercut Danseteater og Dansekapellet i samarbejde om ny forestilling med mere end 50 medvirkende.

Sæt dig godt til rette, og tag med på en rejse til drømmenes og søvnens rige. En rejse hvor virkeligheden opløses som blækdråber i et glas vand, og hvor hverdagens stress og jag forsvinder bag de lukkede øjenlåg.

Både børn og voksne kender til vuggeviser, og mangen en urolig nat er blevet reddet af Elefantens vuggevise, Den lille Ole med paraplyen eller Pjerrot sagde til månen. Med afsæt i de kendte vuggeviser går forestillingen LULLABY på opdagelse i søvn og drømme, virkelighed og fantasi, nærvær og tryghed, men også om når søvnen udebliver og man ligger alene i mørket med sine tanker.

Dansekapellet, Det Kgl. Teater og Uppercut Danseteater er gået sammen om ny, stor community dance-forestillingen med mere end en 50 dansere på scenen; både professionelle dansere, og unge og ældre fra København og Brøndby. Forestillingen hedder LULLABY og tager afsæt i kendte og elskede vuggeviser.  Den kan opleves søndag d. 22. maj i Dansekapellet og søndag d. 29. maj i foyeren på Operaen. 

EN FORESTILLING EFTER DRØMMENES LOGIK
LULLABY er en forestilling skabt efter drømmenes logik eller mangel på samme. Koreograf Mark Philip fra Uppercut Danseteater står i spidsen for hele 8 koreografer, der har skabt forestillingen i samarbejde med unge og ældre. Musikken er komponeret af Henrik Goldschmidt, og den opføres af musikere fra Det kongelige Kapel.

Ligesom i drømme optræder en række billeder løsrevet fra virkeligheden, i et surrealistisk og forunderligt univers. Mark Philip fortæller:

”Forestillingen er bygget op om en række billeder, der kom til mig da jeg dykkede ned i de danske vuggeviser og lyttede til Henrik Goldschmidts musik. I vuggevisernes tekster åbner sig et helt skørt univers, og Henrik Goldschmidts musik er virkelig inspirerende og fortællende. Historier og billeder kom helt af sig selv, og fra dem har jeg valgt nogle billeder, jeg har givet videre til de andre koreografer at skabe dans ud fra.”

STORT COMMUNITY DANCE-PROJEKT BAG FORESTILLINGEN
I flere måneder Mark Philip og holdet af koreografer arbejdet med de professionelle dansere, og de mere en 40 frivillige unge og ældre fra København og Brøndby. Af dem har langt de fleste aldrig har stået på en scene før.  De professionelle dansere og koreografer har givet undervisning på skoler, fritidsklubber og kulturhuse for de unge og ældre, og sammen med dem skabt koreografierne. Det er folk fra lokalområderne, der står på scenen sammen i en stor community dance-forestilling.

Esther Chipo er en af de koreografer, der arbejder med de unge dansere, og sammen med makkeren Miran Ugljen har de skabt en koreografi ud fra vuggevisen Pjerrot sagde til månen. Esther Chipo fortæller:

”Sangen handler om Pjerrot der skriver kærestebrev til Pierette, så det er bevægelsen at føre pennen over papiret vi arbejder med i koreografien, men det er kroppen, der fortæller historien. Og i kostumerne tager vi afsæt i lyset og mørket fra Pjerrots bøn til månen om at lyse for ham mens han skriver. Det har været rigtig spændende at arbejde med, og både de unge dansere og jeg glæder os til at vise det på scenen.”

Community dance-aktiviteterne sker som led i projektet Ta’ fat om Dansen, der handler om at få folk i alle aldre til at få glæde af dansen. Til LULLABY modtager både unge og ældre danseundervisning, hvorefter de mødes på scenen med professionelle dansere i en rigtig forestilling.

Hvordan dans, vuggeviser og Henrik Goldschmidts klezmer-inspirerede musik forenes kan ses den 22. maj i Dansekapellet og den 29. maj i Operaens foyer.

OM LULLABY

Sæt dig godt til rette, og tag med på en rejse til drømmenes og søvnens rige. Både børn og voksne kender til vuggeviser, og mangt en urolig nat er blevet reddet af Elefantens vuggevise, Den lille Ole med paraplyen og Pjerrot sagde til månen.

LULLABY handler om søvn og drømme, om nærvær og tryghed, men også om når søvnen udebliver og man ligger alene i mørket med sine tanker. Med afsæt i danskernes yndlingsvuggeviser præsenterer LULLABY dem i helt nye fortolkninger med masser af musik og dans.

Koreograf Mark Philip fra Uppercut Danseteater står bag forestillingen, hvor de medvirkende er musikere fra Det Kongelige Kapel, professionelle dansere, samt unge og voksne fra lokalområdet. Sammen mødes de på scenen i forårets store community dance-forestilling, der kan opleves både i Dansekapellet og på Operaen, Det Kongelige Teater.

Billetter til forestillingerne i Dansekapellet uddeles en time før hver forestillings start.

KOREOGRAF Mark Philip, Christina Bonde, Miran Ugljen,Naomi Matzeu Malchau,  Lukas Larsen, Maja Juel Hansen, Esther Chipo, Gunilla Lind Hasselager, Katrina Neergaard Holm
KOMPONIST Henrik Goldschmidt
MUSIKERE Henrik Goldschmidt, Alexander Skjold, Nina Schlemm, Klaus Frederiksen, Joel Laakso
MEDVIRKENDE Professionelle dansere: Lukas Larsen, Maja Juel Hansen, Esther Chipo, Gunilla Lind Hasselager, Katrina Neergaard Holm, unge fra Nørrebro, Brøndby og Nordvest, breakdanserne Youngstars, samt dansere 60+ fra Nordvest og Nørrebro

DATO & STED Søndag 22 maj i Dansekapellet og søndag 29 maj i Operaen
TID 22 maj kl. 15.00 og kl. 17.00, 29 maj kl. 12.00
ADRESSER Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV. Operaen Operaen, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K 
ENTRÉ Gratis. Begrænset antal billetter til forestillingerne i Dansekapellet. Uddeles på dagen efter først-til-mølle en time før forestillingens start.
ALDER Fra 4 år og op

LULLABY er en del af det landsdækkende projekt ’Ta’ fat om Dansen’, der er initieret af Dansehallerne og blevet til med støtte fra Nordea-fonden.