Change language

TAKE THE STAGE

25.10.2017
Års hårdt arbejde er ved at bære frugt for en række unge koreografer, der står klar til at kaste sig ud i en professionel karriere med dans

Det kræver blod, sved, nedslidte dansesko og timevis af træning at sigte mod en karriere som professionel danser og koreograf. Det er hvad en række yngre koreografer har gjort, og står nu på tærsklen til en karriere i scenekunsten. Til TAKE THE STAGE i Dansekapellet kan du opleve koreograferne:
Anastasija Olescuka, Jens Schyth Brøndum, Maya Olsen, Andrea Joensen, Helene Høier, Maji Claire, Amund Bendtsen og Ann Sofie B. Cleveland

De har medvirket i danseforestillinger på store scener i København, de har deltaget i talentplatforme og optrådt på festivaler, og alle er de klar til at arbejde benhårdt for at slå igennem.

En aften dedikeret til vækstlaget
TAKE THE STAGE er Dansekapellets platform for talentfulde unge i starten af deres karriere. De deltagende koreografer får stillet prøvefaciliteter til rådighed, sparring på deres arbejde og professionelt lys, inden de går på scenen.
Koreograferne arbejder med forskellige stilarter og udtryk som moderne dans, hip hop, voguing, house, break dance, popping og performance, så TAKE THE STAGE er et unikt og inspirerende indblik i, hvad der spirer og gror i dansens vækstlag.

Koreograferne tager karrieren i egen hånd
Vil du slå igennem inden for danseverdenen nytter det ikke at vente på at nogen åbner døren for dig – du må banke høfligt på, og bliver der ikke åbnet må du sparke den op.

Det er 4. gang at Dansekapellet holder talentplatformen TAKE THE STAGE, men i år er konceptet anderledes: Deltagerne er i år et skridt videre i deres karriere, og i stedet for at invitere dem til at vise en koreografi til TAKE THE STAGE, har Dansekapellet inviteret dem til at vise et værk, som skal ud i verden.

Dansekapellet har sammen med kunstnerne lavet en forretningsplan, salgsmateriale og , og nu er kunstnerne klar til at indtage scenerne i Danmark og udlandet. Nogle skal ud og præsentere forestillinger, nogle skal ud og dygtiggøre sig i residencies eller uddannelser; alle er klar til at tage næste skridt på vejen. Kom og send dem godt fra start lørdag 4. november.

FAKTA
DATO Lørdag 4. november
TID Kl. 19.30
STED Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
VARIGHED Ca. 2 timer
BILLET Kr. 80
ALDER Fra 12 år og op